Kunstens betydning
I en skabende proces alle på lige fod. I samspillet opstår nye muligheder og dybere kvaliteter udvikles.
Pædagogik kan forstås som opdragelseskunst – og handler i vid forstand om kunsten at udvikle personligheden gennem opdragelse, undervisning og uddannelse. Man kan også sige, at pædagogik er kunsten at drage omsorg for andre og opdrage sig selv.
Kunstneren arbejder med form, farve, tone og bevægelse, og former en ny virkelighed i virkeligheden – kunstværket. Igennem kunstnerisk aktivitet skoles blikket, så vi kan opdage virkeligheden bag virkeligheden.
Også pædagogen er i en skabende proces, og må kunne opfatte det, som står bag fænomenerne – og skabe øjeblikke, hvor noget nyt kan opstå. Det er ikke et kunstværk som sådan; men det er en pædagogisk kunst, at kunne bruge sin intuition og få det rette indfald i det rette øjeblik. Det bringer glæde og giver gode resultater.
Både kunstneren og pædagogen har behov for at udvikle deres kreative fantasi. Selvom de har forskellige arbejdsområder, har de meget at give hinanden. Marjatta Seminariet har derfor ønsket at skabe nye muligheder for pædagoger og kunstnere, i et miljø med mennesker, der søger menneskelighed gennem kunst og kunst gennem menneskelighed.
