Rudolf Steiner (1861-1925)

Da Rudolf Steiner levede, viste han stor interesse for de mennesker, som vi i dag kalder psykisk udviklings-hæmmede eller psykisk/fysisk handicappede.
Som ung var østrigeren Rudolf Steiner lærer for et barn med store vanskeligheder som følge af vand i hovedet. Barnet havde forstyrret adfærd, spiste ikke gerne ved bordet, men gerne af skraldespanden, og led af koncentrationssvækkelse. Gennem Rudolf Steiners undervisning udviklede drengen sig meget positivt og blev senere læge. I sine ældre år tilså Rudolf Steiner mange handicappede børn og unge, fordi deres forældre søgte hans råd.
  
Endnu mens Steiner levede blev der oprettet to hjem for den gruppe børn, som han altid omtalte, som "børn med særligt behov for sjælelig pleje".

På Steiners tid var det ikke almindeligt at tage sig af de handicappede. De blev ofte blot isoleret på store anstalter uden mulighed for udvikling eller undervisning. Set med datidens øjne var det derfor usædvan-ligt, da en gruppe unge i 1924 startede med at tage sig af handicappede, inspireret af Steiners tanker om pædagogik. En særlig pædagogik har med årene udviklet sig fra dette arbejde med handicappede. Der blev oprettet flere og flere hjem, skoler, bofællesskaber og værksteder for udviklingshæmmede. I Skandinavien blev det første hjem grundlagt i Sverige i 1936, i dag er der i alt mere end 100. I Danmark er der i dag 12 hjem, skoler, bofællesskaber og værksteder for børn og voksne. De har i alt ca. 250 handicappede beboere i alle aldre.

Den grundlæggende idé i Rudolf Steiners pædagogik for udviklingshæmmede er, at ethvert menneske - også udviklings-hæmmede - har en sund personlighedskerne. Det gælder også mennesker med genetiske lidelser, (f.eks. Downs Syndrom), mennesker, der er hjerneskadede (f.eks. som følge af komplikationer under fødslen) eller autister. Det er pædagogens opgave, bag handicappet, at se det sunde i personligheden og bringe det til udvikling. Det giver respekt og accept af disse mennesker.

Steiner har givet anvisninger på, hvordan der kan arbejdes med forskellige handicap for at kompensere for svagheder. De fleste handicappede børn har en begrænset fantasi og har derfor svært ved at lege på lige fod med jævnaldrende. For at stimulere fantasien arbejder vi med en indlæring, der styrker barnets evne til at danne indre levende forestillinger. Vi stimulerer den sunde del af personligheden i et miljø, hvor det kan udfolde sig kreativt og kunstnerisk. Det kan være med musik, maling, bevægelse, sprog, ja hele den måde, miljøet er indrettet på. I den kunstneriske/kreative proces er mennesket engageret med hele sin personlighed. Tænkning, følelse og vilje er involveret samtidigt. Det frigør skjulte ressourcer, så mennesker får mod til at udfolde alle deres evner.